BilledStorm nr. 13, sommer/1993: Billedmageren
(interview med Loustal) Peter Hartung

(Copyright Peter Hartung and danish fanzine BilledStorm)

  Tegnseriens Matisse 

 Den franske tegner Loustal erkender, at han står i større gæld til de store malere end til andre serietegnere. Men også rockmusikken er vigtig for Loustal. Hans ambition er den enkle - at skabe gode billeder.

  Af journalist Peter Hartung 

 Jacques de Loustal, 35-årig fransk serieskaber med en baggrund som arkitekt, er en af den moderne tegneseries mest raffinerede og sofistikerede skikkelser. Med sin unikke stil har været med til at skaffe mediet nye fans midt i en nedgangstid.

 Tegneseriens Matisse, kunne man kalde ham.

 For i lighed med fransk malerkunst store mester søger Loustal efter det musiske og sanselige i billedet ved brug af klare streger og stærke, følelsesladede farver.

 I forbindelse med en udstilling på Det Kulørte Bibliotek møder BilledStorm Loustal i de bløde sofaer i lobbyen på Hotel Cosmopole, Colbjørnsensgade i København. Tegneren ankommer lettere forsinket, iført moderigtig jakke, og med melankolien som fast ledsager.

 I Loustals blide øjne spejler man næsten de øde landskaber, ørkenerne, ensomheden og poesien fra de foreløbigt tre Loustal-album, som er oversat til dansk: HJERTER AF SAND (Carlsen 1985), BARNEY OG DEN BLÅ TONE (Carlsen 1987) og H SOM ÆVN (Carlsen 1988). Album, der udmærker sig ved ikke at ligne andet, og ved den totale udeladelse af talebobler.  Af udseende og attitude er Loustal et bedre bud på en kendt rockmusiker end tegneseriens unge håb.

 Og samtalen kommer da også til at handle mere om kunst i bred forstand end om det tegneseriemedie, som Loustal absolut befinder sig i periferien af, vel helt bevidst.

 Malernes betydning

  - Hvad er forskellen på at lave tegneserier og at være billedkunstner i traditionel forstand, åbner BilledStorms udsendte, og Loustal svarer på et engelsk, hvis accent gør visitkortet overflødig, hvad nationalitet angår.

 - Jeg befinder mig midt mellem de to områder, men henter inspiration begge steder. Ikke bare fra tegneserier, men også i høj grad fra illustrationer, malerier, fotos, videoer og film. For mig betyder alle disse modsat rettede påvirkninger, at jeg trækkes i mange retninger, siger Loustal, og uddyber:

 - Mit behov for konstant at tegne skyldes nok, at jeg prøver på at bringe orden i alle de impulser, jeg udsættes for. I maleriet er min vigtigste inspiration tredivernes realistiske malere eller art moderne. Jeg tænker ofte på Matisse, Modigliani, Picassos tidlige værker, de tyske ekspressionister som Max Beckmann og George Grosz, men også Edward Hopper, David Hockney og Balthus. De har alle påvirket mig meget stærkt.

 - De fleste serietegnere nævner andre serieskabere, når man spørger efter inspirationskilder?

 - Måske netop af den grund havde jeg fra starten svært ved at finde min egen stil som serieskaber. Jeg var på ingen måde inspireret af andre tegneserier, hvor stilen var færdigudviklet. Mange af mine venner og kolleger arbejder i den stil, som Hergé definerede. Men det finder jeg kedeligt.
De har overtaget regler, som andre har skabt - og behøver blot at finde på nye historier. Deres grafiske kode eller tegne-alfabet har de fra Herge, hvor jeg fra starten søgte efter mit eget udtryk. Og det har været ganske besværligt, mener Loustal.

  Søgen efter stil  

 Hans tidligste tegneserier, som desværre ikke er udgivet på dansk, dokumenterer, at her var en søgende sjæl, der tydeligvis gjorde sig erfaringer på jomfrueligt område. Ikke en seriefan, som ukritisk fulgte mediets allerede definerede konventioner, men en billedskaber på opdagelsesrejse.

 Den arkitektstuderende Loustal valgte faktisk kun at prøve kræfter med tegneserien, fordi han her så en oplagt mulighed for at illustrere en Lou Reed-sang. Det var sidst i halvfjerdserne, og dengang som nu var rockmusikken og jazzen en vigtig del af Loustals liv.

 - I mine første serier skiftede jeg konstant teknik. I en række noveller tegnede jeg skiftevis i sort/hvidt og i farver. Nogle serier var inspireret af engelske akvareller og andre af Robert Crumb, Munoz eller selv Hergé! Men nu, hvor årene er gået, har jeg omsider fundet min egen stil, siger Loustal.

 - Er den helt færdigudviklet?

 - Ja, men det betyder ikke, at jeg har lagt mig fast på den. I dag laver jeg ikke længere korte fortællinger, men holder mig til større, sammenhængende album-projekter, som jeg typisk bruger et års arbejde på. Men jeg bryder mig ikke om altid at benytte det samme grafiske udtryk, så jeg er absolut ikke færdig med at eksperimentere, siger Loustal.

 Han senere værker, f.eks. NEW YORK-MIAMI 90, som ikke er oversat til dansk, viser en Loustal, der langsomt er ved at løsrive sig fra stregerne og lade farverne og lyset gøre arbejdet i akvareller, der fortsat er i rivende udvikling.

  Billeder fortæller

  - Andre franske serieskabere har kritiseret dig for at svigte tegneserien for at tjene penge på reklamearbejde?

 - Desværre kan man ikke leve af at lave tegneserier alene, da de fleste tegneserieblade i Frankrig har lidt bladdøden.
Og der er ikke de store penge i albumudgivelser. Så jeg laver også i stigende omfang malerier og illustrationer. Men det er nu ikke udelukkende for pengenes skyld. Også for udfordringens. Det er hver gang som at åbne nye døre, når jeg arbejder med blæk, akvarel, oliefarver og andre teknikker. Det er utroligt spændende for mig at forsøge nye metoder. Jeg valgte ikke at lave tegneserier for at fortælle historier. Det overlader jeg til forfatteren. Jeg betragter mig selv som billedmager, og jeg valgte tegneseriemediet for at skabe gode billeder og udvikle dets visuelle udtryk.

 - Hvorfor så tegneserien og ikke f.eks. maleriet?

 - Nej, for jeg holder meget af, når billeder har et anekdotisk indhold. Billeder må gerne fortælle en historie.
Jeg kan godt lide at læse bøger, og jeg har også et meget tæt forhold til film. Og netop filmens virkemidler kan jeg ofte benytte i mine tegneserier. Jeg føler mig tit som en filminstruktør, når jeg sidder ved tegnebordet. Akkurat som instruktøren har jeg en historie, som skal fortælles i de mest effektive billeder, forklarer Loustal.

 Som gerne indrømmer, at han har et kærligt forhold til trediverne, fyrrerne og halvtredserne med vægten på det første årti. Tidens triviallitteratur, erotiske romaner og sorte kriminalfilm rammer nogle stemninger, som man genfinder i Loustals arbejder. Han lod sig således engang inspirere af Unity Mitfords forelskelse i Adolf Hitler og nazismen, som dannede baggrund for en tegneserie.

 Men det er generelt svært at øjne politiske undertoner hos Loustal, som primært er de skjulte passioners mand.

  Rockjournalisten

  Loustal har fast makker i Frankrigs førende rockskribent, Philippe Paringaux, som længe tøvede med at vælge mellem fodbold og rock - før han til slut blev redaktør af bladet ROCK & FOLK, som Loustal har lavet talrige illustrationer for. Paringaux har skrevet historien til de fleste af Loustals album, og især i BARNEY OG DEN BLÅ TONE går fascinationen af jazz og triste menneskeskæbner op i en højere helhed, ikke mindst takket være Loustals sarte akvarelfarver, som konstant mere end udfylder rummet mellem de skarpe, sorte linier - i kombineret tegning/maleri.

 Loustal har også lavet illustrationer til LE MONDE, PARIS MATCH og LIBE, og sammen med Paringaux har han været ophavsmand til mange lange og korte serier i METAL HURLANT, som Paringaux sågar har været redaktør af  På Det Kulørte Bibliotek udstillede Loustal i oktober 1992 originalerne bag sine tegneserier. Men i Frankrig har han desuden haft deciderede kunstudstillinger af enkeltværker i lighed med andre billedkunstnere.

 - Den slags udstillinger har jeg haft to af på franske gallerier, der har specialiseret sig i tegneserie-kunstnere. Det er ofte ganske indbringende, fordi man sælger sine ting, og der er et ganske stort marked for originaltegninger af serieskabere. Kunderne befinder sig et sted mellem de typiske serielæsere og det brede kunstpublikum. Men jeg er ikke på nogen måde en kendt kunstner. Hvis jeg udstillede på et af de kendte gallerier i Paris, ville stampublikummet ikke ane, hvem jeg er. Så jeg indrømmer gerne, at jeg bruger populariteten som serieskaber til at promovere mine malerier, siger Loustal.

  Svært at male

  Franskmanden vedgår, at han befinder sig i et underligt ingenmandsland mellem tegneserien og illustrationen. Han hører ikke rigtigt til nogen af stederne - kritiseres af de traditionelle serietegnere for ikke at lave rigtige tegneserier - og kritiseres af billedkunstnerne for at være for tegneserieagtig i sit udtryk.

 - Er der en første division for malere og "rigtige" kunstnere og en anden division for serieskabere?

 - Netop. Selv om de to områder er tæt beslægtede i min opfattelse. Men problemet betyder ikke det store for mig. Når jeg maler, føles det ikke som noget brud med at lave tegneserier. Nogle gange har jeg lyst til det ene, nogle gange det andet. Og ofte kan de mindre tegninger bruges som oplæg til større malerier. Nej, problemet er i mit tilfælde snarere, at jeg har svært ved at tage springet fra at være tegner og til at male. Jeg kommer tit til at lave "malede" tegninger, hvilket ikke er det samme som et maleri. Mine malerier bliver måske kun en slags illustrationer i stort format. Det er sværere end man tror, men diskussionen kan også gælde andre. Er Edward Hoppers billeder tegninger, malerier eller illustrationer? Han kunne lave fremragende tegneserier! At arbejde med billeder er en lang, aldrig afsluttet udviklingsproces, konstaterer Loustal.

 Før han atter begiver sig ud i det hektiske byliv omkring Istedgade og Hovedbanegården - som iagttager - når Loustal at fortælle, at han befinder sig lige så godt i storbyen Paris som i en oase i Nordafrika.

 Men Loustal har samtidig en forkærlighed for åbne horisonter, ørkenen og havet. For ikke at nævne varmen. Hans personer sveder meget, men Loustal elsker troperne.

  Duften af ørkensand

  Og hvis man hører til dem, der næsten fornemmer støvet i næseborene ved at læse HJERTER AF SAND, fordi Loustal har ramt ørkenens sjæl lige på sandkornet, er forklaringen, at franskmanden foretrækker at feriere i de tidligere franske kolonier i Nordafrika, hvor han bevæbnet med skitseblok og kamera - foto er et andet af hans talenter - indsamler indtryk og stemninger til senere brug.

 - Mine forældre boede i Marokko, men det var før, jeg blev født. Siden kom jeg selv til landet som værnepligtig, hvor jeg arbejdede som arkitekt først i firserne. Og det var på det tidspunkt, at jeg for alvor begyndte at arbejde med farver, også i tegneserierne, beretter Loustal.

 Hos Loustal er omgivelserne altid solidariske med hovedpersonernes sindsstemninger. Han kan kunsten at få et usselt hotelværelse til at udstråle melankoli, få himlen til at græde i blå toner og de slidte huse i en øde by til at fremstå som reklamesøjler for livets trøstesløshed.

 Men først og fremmest kan kan lave billeder af en indre styrke, som tegneserien ikke er forvænt med. Hos ham er selv palmerne forvandlet til selvstændige individer, skæve og forvrængede eksistenser, der ikke bare er kulisser, men en del af fortællingens væsen.

 Og just her skal man nok søge det sande billede af Jacques de Loustal, som gerne fortæller om kunst og teknik, men som har sværere ved at besvare personlige spørgsmål.

 - Det er rigtigt. Jeg er ikke så åben af natur over for folk, jeg ikke kender godt. Jeg indrømmer, at jeg kan virke tilbageholdende i et interview. For at beskytte mig selv, uden tvivl!

 Siger Loustal. Og griner for første gang den dag.